EL-teknisk Entrepriseleder til Naps Consult ApS

Naps Consult er en autoriseret elektrikervirksomhed med speciale i projektledelse og kvalitetssikring af store kommercielle og industrielle EL-installationer. 

Vi er problemknusere og fokuserer på at implementere fremtidssikrede systemer som hjælper den daglige drift, og er med hos kunderne fra første ide til projektet er realiseret.

Alle projekter er gennemsyret af vores værdier: Ordentlighed, Sikkerhed samt Integritet og Ærlighed.

Vi ønsker at sætte strøm til den stærke udvikling, vi har været i siden vores start 2019 og søger derfor en ansvarlig Entrepriseleder med EL-teknisk baggrund til at stå for planlægning, tilbudsgivning samt koordinering af bemandingen og opfølgning med kunder.

Har du talent for overordnet set at sikre at driften kører, så er du den, vi søger til Naps Consult!

Hvis du kan genkende dette, så er det dig vi søger!

  • Du er den ansvarlige type, som altid har et kæmpe overblik og leverer den bedste kvalitet. 
  • Du tager ansvaret, når muligheden er der, og sikrer at dét vi aftaler sker som planlagt.
  • Du kan godt lide at tingene kører som planlagt, og det er naturligt for dig at følge op på både kunder og medarbejdere.
  • Du er en effektiv "brandslukker", som gerne selv tager fat og du finder altid en løsning på opståede problemer.
  • Du ser alle scenarier og muligheder for, hvad der kan ske med en ide - hvad der vil lykkes og hvordan vi kommer succesfuldt i mål.
  • Du har sans for detaljer og struktur og kan få ting til at gå op i en højere enhed.
  • Du er god til at se andre menneskers potentiale og til at skabe samarbejde.
  • Du evner at tale med alle mennesker og forstår dig på at skabe langvarige relationer til både kunder, kollegaer og samarbejdspartnere.

Du vil få ansvar for at:

  • Varetage gennemførelse, dokumentation og tilsyn af større EL-entrepriseprojekter fra start til slut.
  • Planlægge, estimere og prisberegne projekterne og skrive tilbud.
  • Holde styr på tidsplanen, opgaver og delopgaver, så vi kommer i mål til tiden.
  • Sikre høj kvalitet hele vejen og udføre kontrol/opfølgning.
  • Medarbejderne trives og bemandingsplanerne hænger sammen ift. kunder og projekter.
  • Følge op på medarbejdere samt være i tæt dialog med kunderne.
  • Sikre at planer og aftaler overholdes samt at der ikke sker misforståelser.
  • Etablere- og sikre at processer og strukturer følges i dagligdagen af alle medarbejdere.
  • Foretage indkøb og sikre lagerstyring af materialer og udstyr til de opgaver vi udfører.
  • Evaluere og rapportere på leverancer i samspil med kunder og medarbejdere.
  • Vidensdele og sparre med selskabets direktør.


Hvad vi forventer af dig
Relevant erfaring fra EL-branchen vil være at foretrække, da vi forventer at du kan træde ind og performe fra starten.

Du har formentlig en baggrund som elektriker, maskinmester eller EL-installatør, som eventuelt kan være suppleret med uddannelse eller træning i projektledelse.

Din erfaring fra elbranchen gør at du kan sætte dig ind i, hvad der skal til og hvad det vil koste at løse kundens udfordringer. 

Du er realistisk i dine estimeringer og kan løbende bedømme, hvad der skal til for at opgaven bliver løst til tiden og på den mest rentable måde.

Du ser hele tiden et større perspektiv og har en ærgerrighed for altid at levere det bedste produkt - som aftalt med kunden.

Du sikrer, at vi har styr på aftalerne, så der ikke opstår uforudsete udfordringer, og vi nemt kan løse opgaverne.

Du har styr på processer og arbejdsgange og følger op med både medarbejdere og kunder for at sikre høj kvalitet. 

Du kan se andres styrker og svagheder og er god til at holde styr på bemandingen.

Du er i det hele taget glad for at indgå i et team og er drevet af at spille andre gode samt at løfte i flok.

For os er du en succes, når du har styr på disse opgaver så selskabets stifter kan fokusere på de områder, hvor hans styrker er størst – nemlig at være sammen med kunderne og sikre at de rette projekter bliver solgt.

Erfaring med EL-prisberegninger og brug af Kalkia vil være en stor fordel, men er ikke et krav. Derudover er det er plus, hvis du har kendskab til følgende værktøjer:

  • Bluebeam
  • Monday.com
  • Typeform
  • Pandadoc
  • Google Workspace


Om os
Med en solid erfaring og en skarp vision, er Naps Consult med til at lede og bygge fremtidens elektriske installationer. Vi tilfører uovertruffen værdi og indsigt til selv de mest komplekse projekter, og henvender os som oftest til de mere kræsne kunder.

Hos Naps Consult har vi udlejning af teknikere og konsulenter til kræsne kunder, der har store krav til dokumentation og sikkerhed, hvor vi udføre kvalitetssikring og commissioning. 

Vi er specialister på flere områder og står bl.a. for el-opgaver indenfor:

  • Installation af ladestationer (Landsdækkende)
  • Bolig- og ejerforeninger (Privat/Erhverv)
  • Sprinklerovervågning (Trådet/Trådløs)
  • Industri
  • El-Entrepriser
  • Service


Vi tilbyder

  • En spændende stilling, med gode løn muligheder. 
  • Ordentligt grej, da det skal være fedt at gå på arbejde! (Mobiltelefon, computer, kontormøbler m.m.)
  • Mulighed for en attraktiv firmabil.
  • Der vil være lækker kaffe og andre drikkevarer på kontoret, og vi er åbne for nye tiltag.
  • Lækkert kontor i Aalborg med parkeringsplads lige ude foran døren.


Test i forbindelse med rekrutteringen
Bemærk at vi bruger en talenttest som en del af ansættelsesprocessen. Du vil derfor som et led i processen blive bedt om at udføre en talenttest. Denne talenttest hjælper os med at lære dig bedre at kende baseret på din personprofil. Det er ikke en færdighedstest. 

Alle kandidater der udfylder en talenttest bliver vurderet i ansættelsesprocessen. 
Det tror vi på giver den bedste oplevelse for både vores kandidater og for os. 

Hvis du føler at dette er dig, så tøv ikke med at sende din ansøgning - vi ansætter så snart, vi har fundet den rette profil. 

Ønskede kompetencer
Når du ansøger dette job, vil du blive bedt om at tage stilling til følgende:
  • Jeg kan tale, læse og skrive flydende dansk
  • Jeg kan tale, læse og skrive engelsk på professionelt niveau
  • Jeg kan arbejde fuld tid
  • Jeg har kørekort

Ansøg nu