Ladders, et af verdens førende jobsites for højindkomstjob, viste i en undersøgelse fra 2018, hvor lang tid erfarne rekrutteringsfolk bruger på at skimme indsendte CV.
Ved hjælp af en ”Eye Tracking” teknik, fandt de frem til at der kun blev brugt 7,4 sekunder i gennemsnit på at screene et CV. ”Skimme” ville nok være en mere korrekt betegnelse.
7,4 sekunder når man er i gang med en af virksomhedens dyreste investeringer er ikke meget. Så der skal ikke meget til, før et CV bliver sorteret fra.
Og eftersom vi ved at bias er en evig følgesvend i rekrutteringen, så skal man som ansøger virkelig krydse arme og ben for, at man ikke også bliver ramt af dette.
Så der er noget, der kunne indikere at screeningsfasen, i langt højere grad, er en Beauty Contest, hvor den, der vinder, er den der formår at lave det mest fængende visuelle udtryk, hvor udseendet af CV’et spiller en langt større rolle end folk nok antager.
Undersøgelsen viste også at de CV’er, der fik mest opmærksomhed, havde et læsevenligt CV, der tilgodeser læsning efter et F- eller E-mønster. (Hvilket de fleste nok ikke ved hvad er, og heller ikke efterlever, hvorfor ansøgeren allerede her er bagud på point, uanset om vedkommende har et perfekt kompetencematch).
Derudover havde de CV’er disse fællestræk:
- Pænt og enkelt layout
- Markerede overskrifter
- Tydelig skrifttype
- Begrænset med information
- Korte sætninger
- Systematisk opbygning
Med andre ord, så er der rigtig mange ting, der spiller ind, som intet har med ansøgernes kompetencer at gøre, når der skimmes….. undskyld – Screenes CV’er. Og hvad én recruiter finder pænt, er nødvendigvis ikke det samme som hvad en anden recruiter finder pænt. Så smag og behag spiller altså også ind.
Dette vil alt andet lige kunne betyde, at mange talenter bliver overset fordi ansøgeren, der kunne være topkandidat, ikke lige har forfattet et CV, der både ift. tekst og udseende passer ind i recruiterens smag.
Kan man tillade sig at stille større krav til en screeningsproces, når vi taler om en af virksomhedens dyreste investeringer?